Hvis du tror at spaghetti bolognese er noget man lige klasker sammen på 10 minutter, så tro om igen.
Den helt rigtige smag kommer ved at ragu'en simre i 2-3 timer og stille koger ind, god mad tager tid.
Men det fede er at det stort set passer sig selv og man kan sagtens lave en kæmpe portion som man fryser - Gør man det så tager det kun 10 minutter at lave sin bolognese når man skal bruge den.
Bolognesen nedenfor er desuden basis-ingrediens i ægte italiensk lassagne, så når du har lavet din store portion, er det superlet at lave lasagne.
Denne opskrift kan fint laves som laktose og/eller mælkefri bolognese, ved at mælk erstattes med havredrik.
Tilberedningstid: 3-4 timer
Ingredienser:
300 g hakket oksekød (gerne med høj fedtprocent)
150 g pancetta (Italiensk bacon, kan være svært at få fat på, alternativt brug røget bacon og skær huden af)
50 g gulerødder (ca. to stk)
50 g bladselleri (ca. to stilke)
50 g løg (ca. 1 mellem)
1 glas sødmælk (kan erstattes af havremælk)
1/2 glas rødvin
1/2 L grønsagsbouillon (man kan bruge kød bouillon, det giver en kraftigere kød smag)
20 gr. tomatkoncentrat (kan købes i SuperMarco og Inco - brug alternativt tomatpure)
1-2 dl olivenolie (til stegning)
3-4 laurbærblade
Salt & peber
FORBEREDELSE
Hak bacon så fint som muligt - jeg bruger en minifood processer til at hakke det.
Snit grønsagerne så fint som muligt - igen en tur i food processeren med dem.
Forbered bouillon i henhold til anvisningerne på pakken
Rør tomatkoncentrat ud i 2-3 dl bouillon
Find den store gryde med låg frem, den som har plads til alle ovenstående ingredienserne
Find din tålmodighed frem og tag et glas vin - det fortjener du og flasken er jo alligevel åbnet.
FREMGANGSMÅDE
Varm olien op i gryden.
Tilsæt bacon og steg det - Det skal ikke gennemsteges, men steges til det har fået farve.
Tilsæt de hakkede grønsager og svits dem - middel varme - tager ca 20 min. - Må ikke brænde på, tilsæt evt. ekstra olie.
Tilsæt hakket oksekød steg til det meste af det er brunet.
Tilsæt nu:
Den udrørte tomatkoncentrat/bouillon blanding
Rødvin
Laurbærblade
Mælken
Salt & peber
Skru ned så ragu'en kan simre ved svag varme med låg på de næste 2-3 timer.
Rør løbende i ragu'en så den ikke brænder på.
konsistensen skal være let flydende ikke en suppe, tilsæt evt. ekstra bouillon.
Ragu'en kan spises med pasta / spaghetti eller kan bruges som kødsovs i lasagne.
Vil man absolut lave den helt originale ragu, så findes opskriften her: https://www.accademiaitalianadellacucina.it/it/ricette/ricetta/rag%C3%B9-classico-bolognese